Præsentation af Pave Frans' nye formaning om familielivet

Kun få minutter efter offentliggørelsen i fredags bleb pave Frans 'apostolske formaning om familien delt og kommenteret i lande over hele kloden.

Den lange dokument med overskriften »Amoris Laetitia«, ellerKærlighedens glæde, der er en opsummering af de to sidste biskoppelige synoder, bekræfter Kirkens lære om stabile familier er byggestenene i et sundt samfund og et sted, hvor børnene lærer at elsker, respekt og interagere med andre.

Men på samme tid advarer teksten advarer mod at idealisere de mange udfordringer ved familielivet og opfordrer katolikker til at have omsorg for i stedet for at fordømme, dem, hvis liv afspejler ikke undervisningen i Kirken.

Den apostpsle formaning blev repræsenteret på et pressemødet i Vatikanets pressecenter af kardinalerne Christoph Schönborn og Lorenzo Baldisseri, sammen med en italiensk ægtepar, der deltog i familiesynoderne i 2014 og 2015 synoders af biskopper.

Kardinal Schönborn lagde ud med at sige, at biskopper bør læse teksten sammen gifte mænd og kvinder, der kæmper med alle de daglige frustrationer og "blandinger af nydelse og kampe", som familielivet udgør. I formaningens ni kapitler, sagde kardinalen, taler pave Frans om familier med en klarhed, der er svære at finde i andre pædagogiske dokumenter i Kirken.

Når det er sagt advarede han om at formaningen ikke er en tekst, der kan læses i en fart eller sammenfattes i nogle få sætninger. Den spænder fra bibelske og åndelige refleksioner over familien til meget praktiske diskussioner om kærlighed, seksualitet og undervisning af børn, til de mange nutidige udfordringer med arbejdsløshed, utilstrækkelige boligforhold, migration og vold, der har en særlig skadelig virkning på familier.

Men formaningens hele 250 sider har "noget har ændret sig" ved den måde, kirken taler om folks personlige liv, gjorde den østrigske kardinal det klart. Fordømmende udtryk som 'lever i synd "eller" irregulære situationer «, siger han, er blevet erstattet af et mere åbent sprogbrug, der taler om integration og at følge enhver person uanset på hvilket stadium af livets rejse de befinder sig. Det fremgår tydeligt, at dokumentet siger, at "vi har brug for en sund dosis af selvkritik" for at se, hvordan "den måde, vi præsenterer vores kristne tro og har behandlet andre mennesker" har bidraget til krisen i familielivet i dag.

Det handler dog ikke bare om ændret sprogbrug. Kernen i pave Frans 'vision i denne tekst er begrebet om "personlig og pastoral dømmekraft i særlige tilfælde". Det er en erkendelse af, at Kirken ikke bare kan dømme alle ægteskabelige sammenbrud eller ikke-konventionelle relationer på samme måde. I stedet skal præster lære at lytte til hver enkelt persons historie og "gøre plads til de troendes samvittighed... .som er i stand til selv at bruge deres egen dømmekraft" i meget komplekse situationer.

Men hvad betyder det så i praksis. De endegyldige svar, sagde kardinalen, findes i punkt 300, hvor paven siger "hverken synoden eller denne formaning kunne forventes at angive et nyt sæt generelle regler, kanoniske af natur og som gælder i alle sager". ”One size” passer bare ikke alle, som enhver forælder udmærket godt ved. Desuden understreger paven, at det ikke er ham, men biskopperne i de forskellige lande, der er bedst til at "finde løsninger" i kulturel overensstemmelse over for lokale traditioner og praksis.

Pave Frans stoler på glæden ved kærlighed, selvom han samtidigt siger at han forstår "dem, der foretrækker en mere stringent sjælesorg som ikke levner rum for forvirring".

Hvis vi ser alt som sort og hvid, advarer han, lukker vi af Guds måde af give nåde og vækst. I stedet må vi reagere på mennesker med generøs kærlighed til at hjælpe dem med at overvinde barrierer og føle sig velkommen i Kirkens liv. Det indebærer, man læser fodnoterne omhyggeligt, hjælp fra sakramenterne som ikke er "en pris til den perfekte, men en stærk medicin og næring for de svage".

Så omstyrter dette dokument kirkens traditionelle lære om ægteskab og familie? Absolut ikke. Teksten er fuld af citater fra tidligere paver og er en passioneret blåstempling af den glæde, familielivet kan bringe til mødre og fædre, børn og bedsteforældre, tanter og onkler og hele det udvidede netværk af familielivet, som stadig eksisterer i mange lande i verden i dag. Og mens den ikke giver færdige på alle de udfordringer, så rejser den de spørgsmål som sikrer, at Kirken holder døren åben til den løbende samtale