Ingen synd er så dødelig, at den ikke kan finde nåde for Gud.

Pave Frans fejrede messe i Peterskirken i søndags - første søndag efter påske, som er fejringen af Barmhjertighedens søndag - med patriarken af ​​Den Armenske Katolske Kirke, Nerses Bedros XIX. Under liturgien, udnævnte pave Frans St. Gregory af Narek –en armensk munk og mystiker fra det 10. århundrede – til kirkelærer. Den pavelige messe markerede også 100-året for starten på ​​Medz Yeghern, det armenske folkemord, hvor ikke mindre end 1,5 millioner armeniere omkom under det osmanniske rige.

Vi bringer her en dansk oversættelse af pavens prædiken på Barmhjertighedens Søndag:

***************

Den hellige Johannes, som var sammen de andre disciple første dag i ugen efter sabbatten, fortæller os, at Jesus kom og stod iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!". Og han viste dem sine hænder og hans side (Joh 20: 19-20); han viste dem sine sår. Således indså de, at det ikke var et genfærd. Det var virkelig ham, Herren, og de blev fyldt med glæde.

Otte dage efter kom Jesus igen, da disciplene var forsamlet. Han viste sine sår i siden til Thomas, så han kunne røre ved dem, som han havde ønsket, for at han kunne tro og dermed selv blive et vidne om opstandelsen.

Også for os - på denne søndag, som den hellige Johannes Paul II ønskede at dedikere til den Guddommelige Barmhjertighed - viser Herren os gennem evangeliet hans sår. De er barmhjertighedens sår. Det er sandt: Jesu sår er barmhjertighedens sår.

Jesus opfordrer os til at betragte disse sår, at røre ved dem som Thomas gjorde for at helbrede vores mangel på tro. Frem for alt indbyder han os til at træde ind i mysteriet om disse sår, som er mysteriet om hans barmhjertige kærlighed.

Gennem disse sår, som i en åbning fyldt med lys, ser vi hele Kristi og Guds mysterium, hans lidelse, hans jordiske liv - fyldt med medfølelse for de svage og syge - hans inkarnation i ​​Marias moderliv. Og vi kan genkalde os hele frelseshistorien: profetierne - især den om Herrens tjener, salmerne, loven og pagten; fra udfrielses af Egypten, til den første påske og til blodet fra de slagtede lam; og igen fra patriarkerne til Abraham, og derefter hele vejen tilbage til Abel, hvis blod råbte fra jorden. Alt dette kan vi se i Jesu sår, den korsfæstede og opstandne; Og sammen med Maria i hendes lovsang forstår vi, at "hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt " (jf Luk 1:50).

Stillet over de tragiske begivenheder i menneskehedens historie kan vi til tider føle os sønderknuste og vi spørger os selv: "hvorfor?".

Menneskehedens ondskab i verden kan synes som en afgrund, et stort tomrum: tømt for kærlighed, tømt for godhed, tømt for liv. Og så spørger vi: Hvordan kan vi fylde denne afgrund? For os er det umuligt; kun Gud kan fylde denne tomhed, som det onde bibringer vores hjerter og menneskehedens historie. Det er Jesus, det guddommelige menneske, som døde på korset, der fylder syndens afgrund med ​hans nådes dyb.

I en af ​​hans kommentarer til Højsangen (Prædiken 61, 3-5: Opera Omnia, 2, 150-151), reflekterer den hellige Bernhard netop over mysteriet om Herrens sår og bruger meget kraftfulde og klare udtryk, som det vil gøre os godt at gentage den dag i dag. Han siger, at "gennem disse hellige sår kan vi se Kristi hjertes hemmelighed, det store kærligheds mysterium, ​​hans nådes oprigtighed gennem hvilken besøgte os fra det høje".

Brødre og søstre, se den vej, som Gud har åbnet for os, så vi endelig kan gå frie fra syndens og dødens slaveri, og dermed træde ind i landet, hvor der er liv og fred. Jesus, den korsfæstede og opstandne, er vejen og hans sår er særligt fuld af nåde.

Helgenerne lærer os, at verdens forandring begynder ved vort eget hjertes omvendelse og at dette sker gennem Guds nåde. Og hvad enten jeg konfronteres med mine egne synder eller de store tragedier i verden, så vil "min samvittighed være plaget , men den ville ikke være i oprør, for jeg vil huske på Herrens sår:" han blev såret for vore synder " (Er 53: 5). Hvilken synd er der så dødelig, at den ikke kan finde nåde ved Kristi død? "(Ibid.).

Hold blikket fast på den opstandne Jesus’ sår, kan vi synge med kirken: "Hans kærlighed varer evindelig" (Sl 117: 2); evig er hans barmhjertighed. Med disse ord lagt i vores hjerter, så lad os gå ud og følge historiens veje, ledt af vor Herre og Frelsers hånd, vort liv og vort håb.